TEGN OG SYMPTOMER PÅ ALKOHOLISME
Hvad er alkoholisme?
Sundhedsstyrelsen anslår, at mindst 140.000 danskere har udviklet afhængighed af alkohol – alkoholisme – og at yderligere 585.000 har et skadeligt forbrug af alkohol.
Hos Behandlingscenter Tjele får vi mange henvendelser, der spørger ind til, hvor grænserne mellem overforbrug, alkoholmisbrug og alkoholisme går – og hvornår man har brug for alkoholbehandling.
Er alkoholisme en sygdom?
Der har i mange år pågået en diskussion om, hvorvidt alkoholisme er en sygdom eller ej.
Der er efterhånden bred enighed om, at alkoholafhængighed er en sygdom – eller lidelse – og ikke længere opfattes som et symptom på en dårlig karakter, ligegyldighed eller mangel på viljestyrke.
Der er mange fordomme om alkoholisme og alkoholikere, og for mange er ordet synonymt med manden på bænken, og at alkoholisme kun rammer de socialt udsatte. Virkeligheden er dog en anden, langt hovedparten af de danskere, der drikker for meget, er ”helt almindelige mennesker” med både familie og arbejde.
Alkoholisme rammer bredt og uden hensyntagen til baggrund, køn og social status.
7-8 procent af befolkningen vil på et tidspunkt i deres liv udvikle alkoholisme.
På Tjele Orelund ser vi, at alkoholisme kan ramme alle på tværs af køn, uddannelse, indtægt eller jobsituation.
Kriterier for alkoholisme
Sundhedsorganisationen WHO opstiller 6 diagnosekriterier for alkoholisme, og har man 3 ud af disse stilles diagnosen:
-
Trang
En stærk trang til at indtage alkohol (Craving).
-
Kontroltab
Problemer med at styre sin indtagelse af alkohol, standse eller nedsætte brugen af alkohol.
-
Abstinenser
Uro, rastløshed, hjertebanken, sved når man holder op med at drikke.
-
Tolerans
Det betyder, at man over tid indtager større og større mængder alkohol for at opnå den samme virkning.
-
Alkohol dominerer
Alkohol spiller en dominerende rolle i personens liv. Det betyder, at man forsømmer sine forpligtelser i dagligdagen pga. sit alkoholforbrug.
-
Fortsat brug trods erkendt skadevirkning
Det vil sige, at man fortsætter med at drikke alkohol, selv om man er klar over, at det har klare negative konsekvenser.
Har man 3 af disse symptomer samtidigt i mere end én måned – eller gentagne gange over et år – stilles diagnosen alkoholafhængighed – dvs. alkoholisme.
Vil du vide mere om behandling af alkoholisme?
Ring til Tjele Orelund og få en snak om mulighederne for professionel hjælp.
Vil du vide mere om behandling af alkoholisme?
Ring til Tjele Orelund og få en snak om mulighederne for professionel hjælp.
Andre tegn og symptomer på alkoholisme
Når man skal vurdere alvoren i et alkoholproblem, ser man på, om der er andre symptomer på alkoholisme end dem, som er angivet i WHO-diagnosen.
Nogle af de symptomer, man kigger på, når man skal vurdere hvor alvorlig en alkoholisme, der er tale om, er listet herunder:
-
Drikker mere end planlagt
Det kan være et tegn på alkoholisme, når man gentagne gange drikker mere end planlagt og mere end, der er passende. Dvs., at man ofte er den, der er mest beruset i selskabet.
-
Skjuler drikkeriet
Mange alkoholmisbrugere forsøger at skjule deres drikkeri ved f.eks. at gemme flasker eller ved at drikke, når andre ikke ser det i kælderen, på værkstedet, eller når man går en tur – og forsøget på at skjule omfanget af ens alkoholforbrug er et typisk tegn på alkoholisme.
-
Lyver eller benægter drikkeriets omfang
Det er flovt at indrømme, at man ikke kan styre sit alkoholforbrug, og derfor vil de fleste misbrugere bagatellisere deres forbrug, altså argumentere for, at de drikker langt mindre, end de faktisk gør.
-
Brudte løfter om at nedsætte forbruget af alkohol
De fleste misbrugere har gentagne gange lovet deres pårørende at skrue ned for deres alkoholforbrug, og det er et af de markante symptomer på alkoholisme, når man ikke evner at overholde disse løfter.
-
Drikker alene
Når man drikker sig beruset – eller er påvirket – alene, drikker man udelukkende for virkning, dvs. man er blevet afhængig af alkoholens afslappende, beroligende og dulmende virkning.
-
Skænderier om alkohol i familien
Når man har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug, synes man typisk, det er meget ubehageligt, når familien påtaler drikkeriet, og mange vil forsvare sig ved at blive vrede og irriterede, når talen falder på alkohol.
Alkoholisme er skyld i en række følgesygdomme
Alkoholisme har en række følgesygdomme. Alkohol spiller en rolle i forhold til udviklingen af en lang række alvorlige sygdomme og psykiske lidelser – og ultimativt kan alkoholismens følgesygdomme være dødelige. Listen over følgesygdomme tæller blandt andet:
Psykiske lidelser:
- Depression.
- Angst.
- Øget risiko for selvmord.
- Søvnbesvær.
- Hukommelsesbesvær.
Fysiske sygdomme:
- Stofskiftesygdomme – f.eks. Diabetes.
- Kræft – Blandt andet kræft i mund, svælg og spiserør, strubekræft, brystkræft, leverkræft.
- Hjerte-kar-sygdomme – Forhøjet blodtryk, blodpropper i hjernen, hjerneblødning.
- Mave-tarmsygdomme – Skrumpelever, åreknuder i spiserør, betændelse i bugspytkirtel.
- Nervesystemet Skader på nerver i kroppen, der har med sanser og bevægelse at gøre – særligt nerverne til benene.
- Nedsat forplantningsevne – Impotens, forringet sædkvalitet.
- Menstruationsforstyrrelser.
- Hormonforandringer.
Alkoholisme øger sandsynligheden for at udvikle en række sygdomme og psykiske lidelser. Ved et højt alkoholforbrug opstår der desuden lettere komplikationer i forbindelse med operationer, ligesom alkoholmisbrug også svækker immunforsvaret.
Tjele Orelund ligger i smukke, naturskønne omgivelser på Sjælland, kun 45 minutters kørsel fra København.
Behandling af alkoholisme
Det er flovt at indrømme, at man har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug. Derfor har de fleste umiddelbart modstand mod behandling og forsøger selv at få kontrol over deres alkoholforbrug.
Måske man begynder at lave drikkeregler for sig selv, som f.eks. ikke drikke i hverdagen, ikke drikke hård spiritus, aldrig drikke alene osv.
Det viser sig, at de fleste godt kan reducere deres forbrug – eller stoppe helt – i en periode, men efter nogen tid bliver det dagligdag igen, og deres alkoholisme vender tilbage. Det siger al erfaring. Hvis man opfylder kriterierne for alkoholisme, så har man derfor brug for professionel hjælp.
Alkoholbehandling med tid til ro og fordybelse
I alkoholbehandlingen hos Tjele Orelund får man den viden og indsigt samt de værktøjer, der skal til, for at kunne leve et godt liv uden alkoholisme.
Gennem undervisning, samtaler med rådgiver og diskussioner med de andre deltagere lærer man at forstå mekanismerne bag alkoholisme, og man får de værktøjer, der skal til, for at få et godt liv uden alkoholmisbrug.
Mange af vores deltagere fortæller, at pausen fra hverdagen, roen og de smukke omgivelser, har været med til at gøre behandlingen til en god og givende oplevelse.
Stor tilfredshed med behandlingen på Tjele Orelund
I en undersøgelse svarer 9 ud af 10 deltagere, at de er “tilfredse” eller “meget tilfredse” med resultatet af deres døgnbehandling.
For nogen virker det umiddelbart flovt at gå i alkoholbehandling, men de fleste oplever kun respekt, anerkendelse og skulderklap, når de har gennemført behandlingen.
Hvad kan du gøre som pårørende?
Er man fanget i alkoholisme, har man brug for professionel hjælp. Derfor er det bedste, du kan gøre for den, der drikker, at forsøge at hjælpe vedkommende i behandling.
Når vi ser på, hvorfor mennesker søger behandling for alkoholisme, så er det netop, fordi de pårørende har grebet ind og forlangt behandling. Dette gælder for mere end 75 % af Tjele Orelunds klienter.
Men når man laver en intervention, dvs., foretager den samtale, hvor man stiller krav om behandling, er det vigtigt, at man er rigtigt forberedt og ved præcist, hvordan man griber samtalen an.
Derfor anbefaler vi varmt, at man henvender sig til Behandlingscenter Tjele og får råd og vejledning, inden man taler med den, der drikker, så man er sikker på, at man foretager interventionen bedst muligt.
Jeg har altid været den stærke i vores parforhold. Bare ikke når det handlede om hans drikkeri. Jeg har råbt, og jeg har tudet – jeg har tigget og bedt, men lige meget hvad jeg sagde, blev han ved med at drikke. Først efter jeg fik talt med alkoholrådgiverne på Tjele Orelund, forstod jeg, at hans alkoholisme var så alvorlig, at vi havde brug for hjælp af professionelle behandlere.
_______
Hanne 55 år, København
Kontakt os
Skriv eller ring til vores alkoholrådgivere, hvis du har spørgsmål om alkoholisme – eller er pårørende til en, der drikker for meget. Vores telefonrådgivning er åben døgnet rundt. E-mails besvares førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.