FAQ - SPØRGSMÅL OG SVAR

OM MISBRUG

SPØRGSMÅL OG SVAR
OM MISBRUG

Har du spørgsmål om misbrug eller misbrugsbehandling

Ring 70 20 40 80

Åbent hele døgnet, alle dage.

Spørgsmål fra misbrugere og deres pårørende

Hos Behandlingscenter Tjele tilbyder vi anonym rådgivning om misbrugsproblemer på mail og telefon. Du kan ringe døgnet rundt på 70 20 40 80 og få en fortrolig samtale med vores rådgivere.

Vi har her på siden samlet nogle af de spørgsmål, som går igen, blandt de ca. fem hundrede henvendelser vi får hver måned fra misbrugere og pårørende.

Spørgsmål fra misbrugere:

Hvad skal jeg gøre – min familie siger, jeg drikker for meget?

Et alkoholmisbrug er for det meste langt mere tydeligt ”udefra” end ”indefra”. Det vil sige, at pårørende oplever drikkeriet langt mere alvorligt end den, der drikker – og når de pårørende synes, at drikkeriet er blevet en belastning, så har man stort set altid udviklet et alkoholproblem. Derfor det bedste, du kan gøre, er at ringe til os og få hjælp til at afgøre alvoren i dit alkoholproblem og undersøge mulighederne for at få hjælp.

Alkohol påvirker omgivelserne og familien, så der er en grund til, at de reagerer.

Din familie er sikkert bekymrede for dig – og ønsker at få ”dit gamle jeg” tilbage.

Spørgsmål fra pårørende

Virker antabus på alkoholmisbrug?

Mange pårørende ringer og fortæller, at den, der drikker, er villig til at gå på antabus i stedet for at gå i alkoholbehandling – og spørger, om det er et fornuftigt valg.

Det er vigtigt at forstå, at antabus  ikke er behandling og helbredende i sig selv. Antabus fjerner ikke trangen eller lysten til alkohol. Og bliver selve trangen og afhængigheden ikke behandlet, er det kun et spørgsmål om tid, før trangen vinder over viljestyrken, og alkoholikeren ophører med sin antabusbehandling og begynder at drikke igen. Det siger al erfaring.

Antabus kan være en hjælp i en periode, men Sundhedsstyrelsen anbefaler kun udskrivning af antabus, hvis det er i forbindelse med en egentlig alkoholbehandling.

Hvornår er man alkoholiker? – jeg drikker ikke på arbejde og sidder jo ikke nede på bænken

Mange tror fejlagtigt, at en alkoholiker er det samme som manden på bænken – usoigneret og som drikker snaps direkte af flasken. Men når man i behandlingssystemet benytter ordet alkoholiker, bruger man det om en person, der opfylder diagnosen for alkoholafhængighed – som intet har at gøre med social status, uddannelse, indkomst, karriere osv.

Kun en lille procentdel af alkoholikere i Danmark er synlige i gadebilledet – langt de fleste alkoholikere er ”helt almindelige danskere” med arbejde og familie.

Hvad går alkoholbehandling ud på?

Når man har udviklet et alkoholmisbrug, er fuldstændig afholdenhed den eneste realistiske løsning, og det er derfor behandlingens målsætning.

Forsøg med kontrolleret drikkeri falder desværre sjældent positivt ud – der kan godt være gode perioder, men hvis man som tidligere misbruger forsætter med at drikke, ender man typisk igen og igen med at falde i, hvor man mister kontrollen over sit alkoholforbrug.

I behandlingen er der samtidig fokus på, hvordan man håndterer sine højrisikosituationer – f.eks. hvordan er man sammen med andre, der drikker, og hvordan  håndterer man ubehagelige følelser, der tidligere førte til et stort alkoholindtag.

Er det normalt at drikke, fordi man føler sig stresset?

Alkohol har en afslappende, dulmende og beroligende effekt, og mange misbrugere drikker alkohol for at dulme stress.

Imidlertid bliver mange misbrugere stressede pga. af deres misbrug og dårlig samvittighed dagen efter, de har drukket. Indsatsen for at skjule drikkeriet og frygten for at blive afsløret bidrager også til et højt stressniveau.

Man bliver således fanget i ”den onde spiral”, hvor man drikker, fordi man er stresset – og er stresset, fordi man drikker.

Derfor fortæller mange deltagere i behandlingen om den lettelse, det er, at bryde den onde cirkel, mens man er i behandling – og finde tilbage til en indre ro.

Hvad gør man hvis den man gerne vil hjælpe, ikke vil hjælpes?

Det er sjældent, at en afhængig af sig selv træffer beslutningen om at gå i behandling – og det rejser spørgsmålet om, hvordan man motiverer vedkommende til at søge professionel hjælp til at løse sit alkoholproblem.

Når vi ser på, hvorfor misbrugere søger behandling, så er det (stort set) altid, fordi de pårørende har grebet ind og stillet krav om behandling, dvs. stillet behandling som betingelse for fremtidigt samvær. Det er selvfølgelig barskt, men erfaringsmæssigt er det ofte det, der skal til.

Heldigvis lykkes det i langt de fleste tilfælde at få misbrugeren til at gå i behandling – hvis konfrontationen bliver grebet rigtigt an.

Hvorfor kan jeg ikke bare drikke lidt?

Et af diagnosesymptomerne på alkoholisme er kontroltab.

Kontroltab betyder, at man har svært ved at holde op med at drikke igen, når man først er begyndt at drikke.

Hvor meget alkohol, der skal til, for at man ikke længere har kontrol over alkoholindtagelsen, varierer fra person til person, men for det meste udløses kontroltabet, når personen mærker alkoholens virkning.

Mennesker, der ikke er afhængige, kan derimod beslutte sig til at indtage et bestemt antal genstande og derefter stoppe – så de ikke ender med at blive mere berusede end ønsket.

Hvordan hjælper man en alkoholiker?

Inden man konfronterer den, der drikker for meget, bliver man nødt til at være afklaret om, hvad der er formålet med konfrontationen – hvad det er, man vil opnå med at konfrontere den afhængige?

I samtalen bør man tage udgangspunkt i de 3 K’er Kærlighed, Krav og Konsekvens. At man med kærlighed fortæller, hvad misbruget gør ved familien. At man stiller krav om behandling, tager ansvar og fortæller hvordan, hvad og hvornår. Slutteligt hvilke konsekvenser det vil have for den afhængige at afvise forslaget om misbrugsbehandling.

Vi vil gerne hjælpe med den bedst mulige forberedelse, så samtalen sker på en værdig og ordentlig måde, som alle parter kan leve med og være en del af.

Få en fortrolig samtale med vores misbrugsrådgivere

Telefonerne er åbne hele døgnet.

Få en fortrolig samtale med vores misbrugsrådgivere

Telefonerne er åbne hele døgnet.

Kontakt os

Har du spørgsmål om misbrug og misbrugsbehandling, så skriv eller ring til vores misbrugsrådgivere. Vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag

Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.

Adresse

Behandlingscenter Tjele Orelund
Skamstrupvej 13
4440 Mørkøv
Tlf. 70 20 40 80

Behandlingscenter Tjele Orelund, Skamstrupvej 13, 4400 Mørkøv, post@tjele.com